MEDVIRKENDE
RASMUS BOTOFT, ULLA HENNINGSEN, STEEN STIG LOMMER, ASGER REHER, TOM JENSEN, CARSTEN SVENDSEN, JESPER GROTH, EMIL BODENHOFF-LARSEN, SARA VIKTORIA BJERREGAARD
MANUSKRIPT: AF COLIN TEEVAN INSTRUKTION, OVERSÆTTELSE OG BEARBEJDELSE: PETER SCHRØDER
SCENOGRAFI OG KOSTUMER: SVEN DAHLBERG KOREOGRAF: KASPER RAVNHØJ KOMPONIST: FUZZY
REVIEWS
KULTURKUPEEN
∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En imponerende neddæmpet Rasmus Botoft spiller titelfiguren Svejk og sammen med den svenske scenograf Sven Dahlberg sikres alvoren alligevel i en lidt for munter opsætning. Rasmus Botoft og Sven Dahlberg fortjener begge 6 stjerner.
Takket være Botoft, der ikke et øjeblik forfalder til nemme revytricks, får vi til sidst en isnende fornemmelse af den forbandede krig. For uanset hvor og hvordan krigen folder sig ud, er krig jo altid irrationel og uforståelig.
Svejk er den klassiske soldat, mr. nobody. Den enfoldige, men livskloge lille mand, der både følger trop og går sine egne veje. Sådan blev han beskrevet af tjekken Jaroslav Hasek i romanen ”Den gode soldat Svejks Eventyr”, fra 1920-23. Sidenhen blev historien sat op af teatermanden Piscator i mellemkrigstiden – og efter Anden Verdenskrig endnu engang bearbejdet af Bertolt Brecht i ”Soldat Svejk i Anden Verdenskrig”.
En ny, angelsaksisk version af Colin Teevan er baggrunden for Nørrebro Teaters opsætning. Det er ikke første gang, at Nørrebro Teater sætter krigen på plakaten. Det er faktisk en undtagelse, hvis der ikke styrter et par soldater rundt på scenen i Ravnsborggade.Det er fint og flot med et holdningsrepertoire. Vi lever i en usikker tid, hvor koldskrigsfornemmelser desværre er ved at blive dagligdag for os. Godt at få det på en scene
Med den svenske scenograf Sven Dahlbergs fascinerende jernkonstruktion af et rum med skinner på siderne, hvor interiør og rekvisitter kan køre ned på scenen, får forestillingen et fænomenalt udgangspunktet. En tankvogn, en kanon, en rusten dåse – alverdens associationer er mulige.
Ensemblet med Rasmus Botoft i spidsen er dermed klædt på til at understøtte de mere komiske anslag. Det er også godt, men det er som om instruktøren Peter Schrøder, der få scenerne til at flyde i en lind strøm, ikke helt har besluttet, hvor alvorlig han vil være. Nogle gange gives der lidt for meget plads til gags, som afleveres fint, bevares, men alligevel.
Svejk er en overlever, som kendes mange steder fra. Den smilende mand, der selv siger, at han er idiot, eller åndssvag, men netop ved den erkendelse er hestehoveder foran alle andre. Og glansnummeret, uden overstyring, bliver scenen, hvor tallet 4268 skal genkendes og huskes. Heller ikke her forfalder Botoft til at kopiere Rytteriet. Scenen bliver smukt afleveret og redder aftenen. Carsten Svendsen, som ellers er morsom og også en revyrotte, har derimod fået lidt for meget frihed til sin kiksede soldat. Mens Tom Jensen altid er vittig og ironisk, her bl.a. som fuld katolsk præst. Og det bliver nok ikke sidste gang en katolsk præst bliver latterliggjort på en scene.
Baggrunden for Svejk er jo krigen. Den lurende krig – og unødvendigheden i at kæmpe mod hinanden, hvis man overhovedet kan huske, hvem fjenden er. Se, det er omdrejningspunktet i enhver Svejk-forestilling, og her er det, som om instruktøren et par gange taber sigtet. Måske er det med vilje, men Svejk og alle små samfundsborgere kæmper jo den evige kamp.
Forestillingen er god underholdning – og alene for Rasmus Botoft og scenografens skyld mere end seværdig. Det er folkeligt teater på den begavede måde.
.
WRDSMTH
Thor Kidmose, October 3, 2018
Antikrigshelten Svejk har desværre ikke mistet sin relevans i vore dage, og jeg frygter det ikke sker i de kommende årtier. Nationalisme er på fremmarch og autoritære kræfter har faste greb om magten flere steder i verden. Heldigvis kan begge dele bekæmpes med latterliggørelse og satire. Det er i hvert fald håbet og ideen bag historierne om Svejk. Teaterstykket er en scenografisk genistreg og Rasmus Botoft er et hit i rollen som idioten, hvis ubesværet og enfoldige tilgang til magthavere, omverden og livets genvordigheder rummer en masse klogskab. Manuskriptet er således meget tro mod de oprindelige bøger om den ølglade tjekkiske soldat Svejk. I en gal verden er den eneste der er rigtig klog, således en mand der officielt er erklæret idiot.
Det er Peter Schrøder som har instrueret stykket og jeg har ham mistænkt for at være ophavsmand til de kreative løsninger oplæste breve og fodnoter. Fuzzy har komponeret musikken og Kasper Ravnhøj har stået for koreografien, men det er altså scenografen Sven Dahlberg der er denne forestillings helt store stjerne. Kostumerne sidder lige i skabet, mens resten er en forunderlig løsning som både indkapsler historien og faciliterer selv samme. Sceneudtrykket ligner noget fra et gammelt fragtskibs nederste dæk og straks går mine tanker på symbolikken bag. Skibe fungerer ofte som symbolske bindeled mellem guder og mennesker, men her tror jeg, at det er visdom fra de dødes rige der overføres til os levende. Afsenderen er Jaroslav Hašek som blot forsøger at vise os hvorledes magt skal håndteres (via fortællingen om Svejk). Måske det er mere banalt – skibet symboliserer blot den lange rejse Svejk er på. Just som solen der krydser hen over himmelen så rejser Svejk over livets flod. Historien vi får fortalt er således Svejks liv som soldat og skibet tjener som hans gravkammer. Uanset hvad der er årsagen, så er jeg enormt betaget af sceneudtrykket. Jeg er ligeledes vild med hvordan de nødvendige og vidt forskellige rekvisitter brugt i forestillingen, løbende føres ind fra siderne og ned fra loftet via wirer og intet andet.
Det er sikkert bittersødt at være fantastisk til at spille en enfoldig tåbe, men Rasmus Botoft får vitterlig gjort idioten Svejk til en troværdig, jovial, gammelklog karakter, der formår at bekrige autoriteterne med overdreven lydighed. Asger Reher fungerer godt i alle rollerne han har påtaget sig i dette stykke. Jeg er dog mest glad for ham som Oberst Schröder. Jesper Groths tegneseriekarakter Løjtnant Dub udvikler sig absolut ikke, men alligevel ændrer mit syn sig på ham over tid. Fra sadistisk psykopat til funktionel idiot. Det kan lyde barskt, men det er vitterlig morsomt hvorledes han helst skyder folk i ryggen. Sara Viktoria Bjerregaard er betagende i rollen Marek og sjov i de fleste andre. Tom Jensen (Brettscneider m.fl.) og Carsten Svendsen (Løjtnant Lukas) yder begge fint modspil til Svejk. Flere situationer og karakterer fungerer blot som kulisser for Svejks indsigtsfulde og snørklede historier, der alle er pakket med visdom om verdens sande tilstand og proppet med unødvendige detaljer. Har du selv styr på Første Verdenskrig eller kender til undergangen for Østrig-Ungarns Kejserdømme, så vil du utvivlsomt få endnu mere ud af forestillingen her. Du behøver dog hverken, at kende til Svejk eller de tjekkiske øl han elsker, for at nyde Haseks historie om samme. Svejk er nemlig symbolet på hvordan systemkritik kan indpakkes i sande røverhistorier og fjollede anekdoter uden at miste sin brod.
Anmeldelse: Svejk
Udgivet den 4. oktober 2018
Eventyr og historier fås i mange udgaver, og heldigvis også mere dystre end dem om prinser og prinsesser, der får det halve kongerige og lever lykkeligt til deres dages ende.
Et af de mere spændende eventyr er det om Den Gode Soldat Svejk, der ligenu spiller på Nørrebro Teater i en forrygende udgave med Rasmus Botoft i den centrale rolle om antihelten Svejk, der med egne ord aldrig har været særlig heldig. En rolle som Rasmus Botoft spiller, så det slår gnister omkring ham – og så han fylder hele scenen, ja hele teatret med sit medrivende portræt af den lille mand, som egentlig bare vil leve i fred med sine hunde og sine besøg på det lokale værtshus.
Rasmus Botoft har nemlig denne særegne kombination af tragedie og humor, som også Svejk-figuren har – og tilmed en stemme, som passer perfekt til rollen. Og ja, nok griner man mange gange af Svejks troskyldighed, barnlige ærlighed og manglende evne til at reflektere og overskue konsekvenserne af egne handlinger.
Men historien om Svejk og hans oplevelser under Første Verdenskrig er andet og mere end latter og morskab. Romanen om Svejk, som er skrevet af Jaroslav Hassek, er også en krigsroman, så den alvorstunge del giver næsten sig selv, om end krig på en eller anden twisted facon ofte i kunsten behandles så godt med humor.
Tag fx tv-serien M*A*S*H, hvis centrale person er kirurgen Hawkeye spillet af Alan Alda. Hawkeye var langtfra idiot på samme måde som Svejk, der hævder at have papir på det. Men den amerikanske kirurg, der altid havde en morsom bemærkning på læben, selv når han stod med indvolde mellem hænderne, og bomberne faldt om ham og de andre, blev ofte beskyldt for at være netop åndeligt mindrebemidlet af såkaldt mere fornuftige individer.
Han var tværtimod, for både Hawkeye og Svejk valgte humoren og de finurlige anekdoter for at holde krigens absurditet – og måske også sig selv – ud. Det er måske også den eneste måde, som man kan overleve på – hvis det altså er værd at overleve, hvis man bare skal sidde alene og vente på dem, der aldrig kommer. Det spørgsmål gik undertegnede i hvert fald hjem med efter forestillingen.
Der er nemlig forskel på eksistens og på liv – bare spørg nogle af de danske krigsveteraner.
Men Svejk vil måske – når han har ventet længe nok – gå videre med sine hunde og sit liv. Øllet får han i hvert fald til slut i forestillingen, og et solidt glas humle er trods alt lettere at blive mæt af og gå videre på end et postkort med kejserens billede.
Men tilbage til Første Verdenskrigs rædsler, selvom stykkets tunge alvor ikke kun drejer sig om bomber, granater, lig og menneskerester, men som også tegnes skarpt i beskrivelsen af livet på bunden af hierarkiet, dér hvor alle de andre kan herse rundt med én, og hvor mennesker må finde sig i ydmygelser og ordrer.
De færreste dog så smilende og anerkendende overfor autoriteten som Svejk, der som én af sine elskede hunde altid logrer med halen og gør det, som dens Herre siger – og netop derfor kan Svejk heller ikke besejres, og slet ikke af magtens mænd.
Alle de vigtige mænd med de betydningsfulde embeder og store titler, som udstilles i deres selvhævdende latterlighed, og det gøres så karikeret i forestillingen, at det næsten bliver bedre end virkeligheden. For naturligvis er alle katolske præster drikfældige og spillelystne, alle dommere kloge og milde, alle mellem-ledere i militæret binde- og skydegale og så videre.
Det er godt lavet – og det er også stærke kræfter, der spiller rollerne: Ulla Henningsen, Steen Stig Lommer, Asger Reher, Tom Jensen, Jesper Groth, Emil Bodenhoff-Larsen og Sara Viktoria Bjerregaard.
Endelig skal løjtnant Lukas – Svejks sidekick, selvom Svejk jo egentlig er dennes oppasser – nævnes. For han er den normalitet, som sætter Svejk i relief gennem forestillingen. En mand med smag for de gode ting i tilværelsen, en levemand, der ender med bogstaveligt at gå op i røg i skyttegravens helvede og kanonild. Han spilles mesterligt af Carsten Svendsen.
Danmarksbloggen giver seks skinnede grammofoner ud af seks mulige, som den der i forestillingens fantasifulde og meget Storm P.´ske scenografi danner en fortællestemme, som sammen med den allestedsnærværende fodnote skaber stumfilms-agtige billedrammer for dette moderne eventyr om antihelten.
Storm P. havde det i øvrigt med at bruge vagabonder og andre ringeagtede til at vise vanviddet i de såkaldte bedre folks verden. For hvem er det i virkeligheden, der er tossede i denne gakkede verden? Er det alle os såkaldte normale – og måske allermest dem med medaljer og magt? Eller er det sådan, at det er denne verdens Svejk´er, som har fanget pointen omkring, hvad det hele handler om?
Enfoldighed og naivitet er i hvert fald oversete dyder – også i vor tid. Det er så også dyder, som menneskets bedste ven hunden besidder – og så altså den gode soldat Svejk, der håber alt, tror alt og udholder alt. Måske derfor historien om ham taler til mennesker i alle tider og på alle steder.
Det er Peter Schrøder, der har instrueret på baggrund af et manuskript af Colin Teevan. Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 17. november.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
28. september 2018
Er historien om ”Den gode soldat Svejks eventyr” fra 1. verdenskrig overhovedet relevant og tankevækkende i 2018?
Det spørgsmål stillede vi os selv, før premieren på ”SVEJK” på Nørrebro Teater. Og efter blot 10 minutter med soldaten Svejk, som de tjekkiske myndigheder har erklæret ”idiot”, bliver du fascineret af, hvordan han går til alle autoriteter og mennesker han møder på samme ”idiotisk fornuftige måde”. Ingen er klogere, ingen er dummere, ingen er højere eller lavere i hierarkiet. Ikke ifølge Svejk – uden han måske selv ved, at han lever efter den tankegang… For er Svejk naiv? Dum? Idiot? Eller bare en genial mand der har gennemskuet, hvordan autoriteter skal behandles for at få det bedst mulige resultat? Her fylder ærlighed og intet fedteri blandt andet meget. Og det sætter tanker i gang!
En af tidens mest klassiske krigsromaner har fået premiere på Nørrebro Teater – og kort sagt handler forestillingen om hundehandleren Svejk, spillet af Rasmus Botoft, der bliver anklaget for højforræderi efter et attentat på ærkehertug Ferdinand – og derefter følger vi hans vej ind ind i militæret og hans pludselig job som oppasser for Løjtnant Lukas, spille af Carsten Svendsen – og uanset hvad Svejk oplever, er situationerne præget af en vis absurditet. På en genial, sjov måde.
Det kan for ikke-historieinteresserede lyde langhåret – og kender man ikke historien, skal man da også lige holde tungen lige i munden det første kvarters tid. Men derefter glider accepten af Svejks væremåde og trang til at fortælle historier dejligt let ned – fyldt med en gigantisk portion latteranfald.
DANSK FORREST GUMP OG MONTY PYTHON
For den her forestilling rammer i den grad sømmet, når det gælder komikken!
Rasmus Botoft brillerer i rollen som Svejk, og karakterarbejdet er helt fænomenalt, hvor der er kælet for detaljen, helt ned tilhvordan han bruger sin tunge i munden. Han var idiotisk fornuftig, nærmest ”Forrest Gump”-autistisk og han gør os ofte i tvivl om, hvorvidt han har gennemskuet situationen? Eller egentlig bare er dum? Facit ligger aldrig helt ligetil. Derudover mestrer han de komiske situationer, så salen efterlades i grin i hver eneste scene. Uden det bliver påtrængt.
Vi møder i alt 9 skuespillere på scenen – og ikke én gang falder en oneliner, en replik eller et blik på gulvet. Carsten Svendsen er komisk genial i rollen som Løjtnant Lukas, der med sin sans for timing allerede slår sig fast på 30 sekunder i en ind-ud-scene i begyndelsen af forestillingen. Og det er svært at nævne en frem for en anden af ensemblet, der mestrer deres fem til 11 forskellige roller til UG. Det føles som om, at Peter Schrøder sammen med skuespillerne har arbejdet helt i bunden med hver lille rolles identitet, kropsprog og stemmeleje. Og det giver gåsehud at sidde og kigge på det, mens de bare transformerer sig rundt til nye personer, hvor man altid tror på, hvem de er. Og griner ad deres komiske timings. Bare en lille scene – næsten uden replikker – hvor bl.a. Ulla Henningsen og Steen Stig Lommer får en til af falde på halen af deres måde at spille psykisk syge på med et helt gennemarbejdet kropssprog. Og Tom Jensen der får en til at græde af grin over sin fordrukne fremtræden i præstekittel. Og Emil Bodenhoff-Larsen med sit geniale ’undskyld-jeg-findes’ tag på rollen som Fodnote. Alle bør nævnes, for alle på den scene gør et fantastisk stykke arbejde!
Forestillingens scenografi og finurlige brug af rekvisitter når der skal bruges en bil, en hest, en hund eller et brev, er nytænkende og sjov – og hvordan en rekvisits måde at blive anbragt på en scene kan være sjov. Ja, det skal du selv få lov at se! Derudover er det befriende, at man har kombineret teater og musik på den måde, det bruges. Skuespillerne skal ikke decideret synge – men musikken bruges til at give hele fortællingen en ekstra prik over i’et.
Selvom røgmaskinen i slutningen af forestillingen fik publikum til at hoste og blive en smule tilrøget, fortjener ”Svejk” og hele holdet bag 6 stjerner.
”Vil ikke nok se at få det åndssvage udtryk tørret af fjæset?”, siger Lukas til Svejk. ”Melder, hr. Løjtnant. Nej, det vil jeg ikke,” svarer Svejk. Mens han smilende og med et naivt blik kigger ud mod publikum.
Tak for en idiotisk genial aften!
Spilleperiode: 27. september – 17. November
Sted: Nørrebro Teater
Instruktør: Peter Schrøder
Scenografi og kostumer: Sven Dahlberg
Skuespillere: Rasmus Botoft, Carsten Svendsen, Ulla Henningsen, Steen Stig Lommer, Asger Reher, Tom Jensen, Jesper Groth, Emil Bodenhoff-Larsen, Sara Viktoria Bjerregaard
Anmeldelse: Svejk
Grammofonen sætter scenen an. En mand træder ind på scenen. Rekvisitter monteret i loftet. Klar og parat til at glide ned. Øl og snak. Skænderier og vittigheder bliver til statsfjendtlig virksomhed. Svejk smiler smørret og proklamerer, at han er ’officiel idiot’. Galehuset vejer ham og finder ham for let, så det er fluks afsted til hæren.
Psykotiske soldater. Nationalsang og grotesk toiletbesøg på række. Scenografien er alt i alt ret fantastisk. Til at starte med var jeg overbevist om, at det ville gå galt, og at nogen ville få noget af det i hovedet. Det fungerer rigtig godt, at det er karaktererne, der fortæller historierne og ikke bunkevis af rekvisitter. Historien bliver sat på pause af en menneskelig fodnote. Det er skævt og fungerer overraskende godt. Det samme gælder det menneskelige brev med den skingre stemme, som skuespillere trofast tager i hånden.
Svejks utallige ”Jeg kendte engang en…”-historier og hans til tider manglende situationsfornemmelse er sjove. Rasmus Botoft er virkelig god i rollen som den gode soldat. Antihelten. Den kloge idiot. Han er både dygtig og charmerende. Svejk bliver næsten til et voksent barn, der gør alt det, børnene ikke selv tør.
Tom Jensen spiller den fulde præst til topkarakterer. Aldrig har jeg set nogen spille fuld så overbevisende og så sjovt. Det er hylende morsomt, at han både går op i falset og bøvser halvsammenhængende bogstaver. Svejk og præstens forhold bliver næsten helt tragikomisk og det kan jeg ret godt lide. Forholdet mellem Løjtnant Lukas, spillet af Carsten Svendsen, og oppasser Svejk er også virkelig fint. De er gode sammen.
Hele trekants-scenen mellem Løjtnant Lukas, Svejk og Kate er dog desværre lidt for plat. Scenen er forudsigelig og egentlig ikke særlig sjov. Sådan en slags humor er efterhånden ret kedelig og falder lidt til jorden. Det er virkelig synd nu, hvor resten af forestillingen er så velfungerende. Det behøver deres forhold ikke, de er for eksempel forrygende i hunde-scenen.
Slås-scenen i slowmotion er lidt åndssvag men alligevel også ret charmerende. En dame nede i publikum trækker programmet op foran hovedet. Om det er fordi hun bliver bange for krigen eller røgmaskinen ved jeg ikke helt. Jeg sad bag en ældre herre med aftenens bedste grin og det gjorde aftenens oplevelse ekstra god. Scenen er proppet med dygtige skuespillere og et hav af funny bones. Ulla Henningsen spiller den hundeglade vrøvle-general. Jesper Groth er vanvittig som den psykotisk Løjtnant Dub, og det er bare for at nævne et par stykker. Publikum både griner, klapper og lytter. Der bliver sagt mange kloge ting og til sidst misunder man næsten den kære Svejks ’idioti’. Historier gentager sig og idioter, som Svejk burde der være flere af.
CPHCULTURE
SVEJK
Historien om den gode soldat SVEJK findes efterhånden i et utal af udgaver, men den anerkendte irske dramatiker Colin Teevans manuskript var alligevel instruktøren Peter Schrøders foretrukne, da han fik til opgave at iscenesætte den på Nørrebro Teater. Stykket er baseret på Jaroslav Hašeks' hovedværk "The Good Soldier Švejk", der regnes for den mest oversatte tjekkiske roman nogensinde.
Titelrollen spilles på Nørrebro Teater af Rasmus Botoft, der næppe nogensinde har været bedre. SVEJK har papir på, at han er idiot, men i Botofts skikkelse aner man den snuhed, der har sikret ham overlevelse gennem hele 1. verdenskrig.
Botoft får veloplagt støtte af elegante Carsten Svendsen som den høflige løjtnant, og så stærke navne som Ulla Henningsen, Steen Stig Lommer og Asger Reher bidrager med en række træfsikre birolle-præstationer. Tom Jensen morer kosteligt som fuld bisp, og både Jesper Groth og Emil Bodenhoff-Larsen har grinagtige vignetter som henholdsvis breve og fodnoter!
Sven Dahlberg har begået en stemningsgivende original scenografi, hvor periodesikre dekorationer og rekvisitter løbende kan rulles ned på scenen i både højre og venstre side, når der er brug for dem. Komponisten Fuzzy kan sandelig også sit kram endnu, og finder en smuk balance mellem gammelt og nyt.
I anden akt daler tempoet og teksten kunne også tåle en trimning. Vi behøver således ikke at høre Botofts SVEJK genfortællle en scene, vi lige har oplevet - vi har fattet hans omstændelige facon er hans måde at overleve på.
Men bortset fra dette har Peter Schrøder imponerende godt styr på tropperne og med sin klare satire, der også giver genlyd i vor tid, bliver denne opsætning af SVEJK til endnu en stor og folkelig triumf for Nørrebro Teater.
(Michael Søby)
UNGTTEATERBLOD.DK
Anmeldelse: Svejk, Nørrebro Teater
Svejk er den umådeligt underholdende historie om en tjekkisk soldat, der med mere held end forstand bliver hevet med i Første Verdenskrig – og kommer levende ud på den anden side. Og netop på grund af Svejks selverkendte idioti og optimisme formår stykket at udstille krigens absurditet i en perlerække af komiske optrin, der sjældent bliver for platte, og samtidig får stykkets, hvis ikke mindre idiotiske, så mindre optimistiske karakterer mulighed for at udstille ondskaben, trøstesløsheden og sorgen, der gennemsyrer enhver krig.
Stykket er som nævnt en eminent komedie, der især bliver båret af samspillet mellem Rasmus Botofts Svejk og den dameglade Løjtnant Lukas spillet af Carsten Svendsen. At Rasmus Botoft er et så kendt ansigt, særligt fra DR-satiren Rytteriet, er heldigvis let at se ud over, eftersom den overdrevne parodiering, der kendetegnede Rytteriet, i Svejk er blevet erstattet med et mere nedtonet, men stadig overbevisende karakterskuespil, der passer bedre ind i et stykke som Svejk. Enkelte gange kammer komikken dog over og bliver en smule for plat til min smag, når den absurde karakterkomik bliver erstattet af pruttelyde, eller når sex mellem to mænd bliver til punchlinen.
Tidligt i stykket bliver Svejk udnævnt til oppasser for den dybt alkoholiserede præst Otto Katz, spillet af Tom Jensen, hvis snøvlende monolog i første akt for alvor sætter gang i den autoritetskritiske absurditet. Katz taber dog til Løjtnant Lukas i et spil kort, og herefter følger et hav af scener, hvor Svejk, med de bedste intentioner om at hjælpe Lukas, formår at gøre sig uvenner med alle niveauer af militæret. Første akt ender således med, at Svejk og Lukas bliver sendt til fronten i Serbien sammen med blandt andre den skydegale Løjtnant Dub – der har flere mord på samvittigheden ved stykkets afslutning.
Og det er særligt her i løbet af anden akt, hvor hovedpersonerne nærmer sig fronten, at krigens væsen også får en mere fremtrædende rolle i særligt én af Svendsens monologer kort inden det sidste slag. Den bakkes efterfølgende op af en meget ærlig og dybtfølt samtale mellem Svejk og Løjtnant Lukas, der afbrydes af slagets begyndelse.
Grunden til at særligt disse to scener er så essentielle for stykkets ellers lette og komiske stemning, er den skarpe kontrast der opstilles. Man får som publikum ikke lov til at glemme, at der rundt om de underholdende scener udspiller sig en af de mest traumatiske epoker i moderne historie – men man bliver samtidig gennem Svejks optimisme mindet om, at håb nogle gange er den eneste kur mod den håbløshed, er let kan opstå i situationer som den. For selvom romanen af Jaroslav Hašek oprindeligt er fra starten af 1920’erne, og Colin Teevans manuskript er fra 1999 – så er det netop i denne spejling af det komiske i det fortabte og absurde, at stykket får sin relevans. For selvom verden anno 2018 ikke er midt i en konkret katestrofe som Første Verdenskrig, så står udfordringerne – om det er klimaforandringer, et ureguleret finansmarked, eller den præsidentielle situation i USA – i kø.
At stykket så let kan springe mellem et tjekkisk værtshus, en togkupé og – måske vigtigere – mellem karakterkomedie og eksistentiel angst, skyldes i høj grad scenografien og lysdesignets alsidighed. Her har svenske Sven Dahlberg både tænkt en grad af minimalisme – med få sceneelementer og en skærm på bagtæppet – sammen med den relativt store scene. Resultatet er, at alle elementerne kører på skinner op og ned ad scenens vægge, og derfor hurtigt – og med en komisk erkendelse af, at dette netop er et teaterstykke – kan skifte mellem situationer.
I en tid, hvor man kan have behov for at grine af autoriteter og verdens til tider håbløsehed, så er Svejk et lys i mørket hvor absurditeten bliver udstillet i sin mest ekstreme form.
BY JULIUS GOTTHARDT MØLLER SEPTEMBER 30, 2018
GregersDH
Svejk Nørrebro Teater 28.9. 2016
*****
TONEN er hurtigt slået an. Vi er på Svejks stamværtshus i Prag. Svejk siger noget om kejseren og mordet i Sarajevo. En spion fra hæren tager det glade fjollehoved i kraven: I trøjen med dig! Svejk skriver under og slutter: ”Med venlig hilsen – Josef Svejk”.
HAN er en høflig mand. Eller hvad? Vittig? Fræk? En lurifax? En provokatør? En idiot? Det sidste kalder alle ham, og det er han sådan set med på. Men igen: Lurer ironien? Tonen er i hvert fald en anden end den, Boris Vian anlægger i et brev i sin berømte sang ’Desertøren’ fra 1954: ’Hr. præsident, jeg skriver dette brev til Dem…’ En besk-ironisk kommentar til de krige, Frankrig var ude i dengang.
VENLIG hilsen! Der er ikke meget desertør i Svejk. Heller ikke i den scene, hvor han tumler ind i tre forvildede desertører, der skjuler sig bag en vandrende hæk, der ligner en miniudgave af Birnam-skoven i Shakespeares ’Macbeth’. Men hvad så? Rasmus Botoft spiller ham på Nørrebro Teater som en ukuelig tumpe, en småsvindler, en fidusmager, der tager røven på alle med sin snakkesalige vigen uden om ethvert problem. Især køre sin overordnede, Løjtnant Lukas helt ud i hampen med sine sidespring, beretninger om hvad som helst. Carsten Svendsen er løjtnanten, Svejk hans oppasser, proppet i trøjen, som aldrig sidder ordentligt, et makkerpar, der udvikler et yndigt partnerskab, hvor vi undervejs kan vurdere, hvem af de to vi synes er mest idiot. Den pæne og naive, godtroende, retlinede og sirlige løjtnant eller det snørklede snakkehoved Svejk, der med sin insisterende tørre humor og absurde logik bringer ham på vildspor.
FORHOLDET mellem de to er det lykkedes Peter Schrøder som instruktør at udvikle til en perlerække af groteske konfrontationer og rørende op-og-nedture, der får deres eget forløb midt i virvaret af komiske figurer, der er spredt som kortene i en ufuldendt kabale: Tom Jensen, der først er benhårde spion, så fordrukken feltpræst, så kok. Ulla Henningsen, der skiftevis er kromutter, general og soldat. Asger Reher, som agerer dommer, oberst eller St. Peter i sin himmel, og således fremdeles. Rækken af militære tosser, dumme svin eller flinke størrelser er lang, og omklædninger bag scenen sikkert så talrige som i en sommerrevy. Også Steen Stig Lommer, Jesper Groth, Emil Bodenhoff-Larsen og Sara Viktoria Bjerregaard har haft sus i kostumeskiftene.
‘SVEJK’ er scene på scene glimt fra et glemt hjørne af en glemt 1. verdenskrig – glimt af historiske oplysninger, som vi får stukket ud undervejs, og som vi i detaljer er nødt til at blæse på, for ikke at blive forvirret. Det er ikke nødvendigt at have læst på lektien om det østrig-ungarske kejserriges undergang, den russiske revolution og Tjekkoslovakiet i 1. verdenskrig – alt det, Svejk tumler rundt i. Vi får det på en måde som stikord i den forbløffende scenografi, svenskeren Sven Dahlberg har udviklet: Der er rutsjebaner i begge sider, sindbilleder på de røvture, den ene og anden udsættes for i stykket, og samtidig velegnet til at lade rekvisitter ankomme på kommando. Lygtepæle, møbler, togkupeer med sæder og det hele – de sidste geniale til scener, hvor løjtnant og oppasser har deres skænderier og forbrødringer under transport til og fra krigsskuepladserne. Nyheder får vi fra en radio med kæmpetragt, der hænger ned fra loftet.
HISTORIEN om Svejk blev skrevet som roman af den tjekkiske forfatter Jaroslav Hasek i 20’rne og er baseret på Haseks egne oplevelser under 1. verdenskrig. Den er vandret kloden rundt i forskellige udgaver. Dens svitsende vid er blevet dramatiseret til film og teater – herhjemme husker nogle måske Henning Moritzens elegant underspillede Svejk fra Det Kgl. Teaters opsætning i 1968 af Bertold Brechts dramatisering, der flyttede figur og handling til 2. verdenskrig – Palle Kjærulf Schmidt gjorde det til en spillefilm kort efter – men det vi nu ser på Nørrebro er den irske dramatiker Colin Teevans udgave. Peter Schrøder har oversat og bearbejdet stykket.
DET er en nydelse at se, hvordan. Men skal ikke forvente en sindig vandretur gennem en kronologisk handling. Vi er til kalejdoskopiske spring rundt i den rapkæftede Svejks gøren og laden, skrøner og påfund – underklasse-Svejk lever til hverdag af at snyde folk. Han handler med hunde, han har stjålet, så vi får også undervejs en vild scene omkring en dames forsvundne hund, hvor Svejk og hans løjtnant nødvendigvis må sidde på en bænk og føre en lang konversation om tilfældet – en samtale, hvor de gør og knevrer i munden på hinanden som hunde, et vov-orgie udfoldet som et helt revynummer, løsrevet som meget andet i forestillingen fra normalt handlingsforløb – vi er i en scenisk verden af grotesk vanvid, nogle steder på stumfilmmanér ledsaget af Fuzzys musik, der det ene øjeblik kan være cirkusagtig, det næste med tongue-in-cheek-kommentarer, der kommer som associationer til de historiske hændelser. Fuzzy er som bekendt en gammel rotte til scenemusik i samarbejde med instruktører, og stumfilm bringer ham ekstra på mærkerne. En trekant med indbyrdes forviklinger under dynen i en køje, hvor Svejk, løjtnant Lukas og en dame, der er på gæstespil i felten (hvad var det, man kaldte typen under Besættelsen? Jo: ’feltmadrasser’) ruller sig ud og ind, behøver ikke subtile replikker. Så lidt som andre forviklinger, hvor tempoet blev speedet op til ildsprudende toner af Fuzzy.
DENNE irske version af Svejk-historien bringer os ikke længere som antikrigs-memento end Haseks roman og Brechts ’Svejk i 2. verdenskrig’. Men den får, hvad den kan trække af grotesk humor i Peter Schrøders iscenesættelse.
gregersDH.dk
